søndag den 30. december 2012

GODT NYTÅR

Nu begynder jeg på et nytårs indlæg.....
Måske tager det et par dage inden jeg får det færdigt.
Måske lige om lidt.

Jeg vil gerne bekende mine synder, men hvad hvis de er for små til at beskrive?
Eller ligner dem alle andre også går og tumler med.
Så er det jo dybt uinteressant at læse om. 

Men det evindelige dilemma når vi skifter årstal, de moralske tømmermænd over alt det shit vi fik lavet i det forgangne år, og så den opløftende stemning....... vi kan da helt sikkert gøre det bedre i det kommende år.

Det er det vi fejre vores nytårsaften på.
I store rober, dyr mad og Champagne........vi må jo begrave skeletterne med bravour.

Må jeg lige ymte lidt om de forfærdelige oplevelser 2012 bød på.

Maries sygdom.
Vandas død.
Alle dem vi har mødt i den virtuelle verden og nogle af dem der nåede at blive vores bekendte og døde.
Freja og Klaras mormors død.
Hans`s kæreste Marie mistede sin far.
Min KÆRESTE svoger Villy døde.
Ingen nævnt ingen glemt.

Jeg har en god FB bekendte som sidder i den dybeste sorg, broderen er ved at dø af kræft.
Men jeg må så glæde mig over at man idag er åben og ærlig om denne forfærdelige sygdom.

Jeg var 20 år da min mor var SYG af kræft, men man mente ikke en ung pige skulle have ren besked.

Jeg besøgte min mor to dage før hun døde, jeg anede ikke det var sidste gang, og jeg havde jo ikke en far eller søskende der kunne være med i det forløb der nu stod foran mig.

Begravelse.
Rydning af lejlighed.
Videre i mit liv........alene.

Jeg nærmer mig nu 70 år.
Hvorfor kan jeg stadig blive dybt berørt over min mors død?

Måske fordi hun i sit sygdomsforløb aldrig bad om medlidenhed, aldrig fortalte om hvor slemt hun havde det, og da jeg var hjemme for at hjælpe hende ned fra kvistlejligheden til ambulancen, var hendes ord": Jeg skal nok være tapper min pige".

I en alder af 56 måtte hun se sit seje, hårde og brugte liv få  en ende.
Hun fortalte mig om de andre patienter hun lå på stue med, at de var vanskelige og ikke vidste hvor syge de var.

Hun bad mig købe en is i kiosken, og selv om hun ikke kunne lide jeg røg, så skulle jeg da lige købe 10 prince til mig selv.

Tror i jeg kan græde over min seje mor endnu???

Men jeg synes livet skal gå videre, jeg har smukke børn og børnebørn.

Mit håb er så bare at det lille frø jeg har plantet og som er fædrene....at de har sat de smukkeste frø, der kan blomster og sætte nye frø i verden.


Mit inderligste håb for mine børn og børnebørn er at de må få fred i deres sjæle, alt andet er ligegyldigt.

Og nu tror de nok jeg er GAMMEL.

Men gid de vil huske det når de er ved at være 70 år.

Det er slemt at blive mindet om al elendigheden.
2012 var et år med megen elendighed,
Men tro mig, jeg har dejlige minder der kan opveje det.

"Jeg elsker dig farmor"
"Jeg savner dig farmor"
"Hvornår må vi sove hos dig farmor"
"Tak for mad mor"


Godt nytår...............

og tak for det gamle

fredag den 28. december 2012

Overlevelsesmåltid....madblogger bliver jeg vist aldrig.


Vinterkylling med grydestegte kartofler og gulerødder med Herb de Provance  og honning.
 
Husbonden skulle have mere, men nøøøøj hvor var det guf, så ok, forståeligt han måtte til gryden anden gang.

Jo, det var også godt for hjertet.  
 

Mon der er lidt til imorgen?????

Men tror jeg skal slå mave nu....
 
 
Så er der vasket op.
JUHUUUU

torsdag den 27. december 2012

Billeder fordi jeg gerne vil huske.

 
 
 
 
 
 
 
Når man ser ovenstående billeder kan man måske undres.....
Men jeg har valgt de billeder fordi de udtrykker noget specielt fra netop den dag

Men jeg lader dem være som de er, uden redigering af nogen art.
De minder mig nemlig om dengang man tog papirbilleder og VENTEDE med længsel på at få dem fremkaldt. (har nævnt det før i min blog)

Det kostede en formue at få fremkaldt en film. Jeg ved ikke hvor mange arme der stritter ud fra venstre side af billedet, lamper uden anden mening end de hænger i loftet, halve hoveder som man ikke kan sætte navn på og ben uden torso.

Men der var måske et enkelt man kunne glæde sig over og så var det jo nærmest lige til en Magnum


Vores kamera lå denne aften her og der, og Freja har også brugt det.

Så hvilke billeder der er taget af hvem vides ikke, så prisen for det bedste billede må stilles i bero.

Nogle gange er det en lise for sjælen at noget ikke er perfekt, men bare fuld af sjæl og det øjet ser.

Jeg er med alderen måske blevet en anelse mere bevidst om skønheden i det skæve, det der ikke er formfuldendt, gennemført, smukt eller perfekt.

Men det har jo så den slagside, at jeg må erkende mine egne skævheder.

DET ER IKKE LET

Kan bare ikke undgå det. I mine lønlige stunder betyder det nemlig at jeg må erkende, at på trods af alle gode intentioner er jeg ikke det gode og perfekte menneske, eller mor jeg gerne vil være.

Men ligesom jeg bærer over med mine medmenneskers svagheder, så håber jeg også at jeg bliver tilgivet for mine.

I bund og  grund er det skævhederne hos mine medmennesker der er medvirkende til at jeg kan se ind i mig selv og erkende mine svagheder.
Jeg får rigtig meget accept fra de mennesker der ikke bare følger den slagne landevej.

Balancen mellem normaliteten og sindsygen er ofte hårfin.
Vi bevæger os måske allesammen på grænsen, men nogle af os har fået en længere livline end andre.
Jeg kalder det "livselastik"

Vi kan bedre holde orden på vore følelser, tanker og det vi bliver udsat for i gennem livet.


Nå nok filosoferen.

GODT NYTÅR

Alle i blogland

og ikke mindst mine

KÆRE

Vi ses ;o)
 

tirsdag den 25. december 2012

Juleaften 2012



Farmor og Freja passer godt på sovsen og hinanden, og så er der snart rødkål med ribsgele.

At få lov at holde kærlighedsgudinden Freja tæt på kroppen mens man rører i gryden,

DET ER JULRGAVEN.

Dette billede vil jeg gerne se på hverdag.
 
 
Så kom der lige expert hjælp, far har nemlig styr på det med salt, Freja ville have mere i, farmor oversalter, så FARNIKOLAJ må holde bøtten!!!


HVORFOR VARER DET SÅ LÆNGE INDEN I SKAL SPISE????
(pakke gaver ud)

Jeg kan ikke blive træt af at se på dette billede.
Tak freja fordi jeg må være farmor.
 
Klara viser lige en træskodans, inden gaverne skal åbnes, festen er nemlig lige om lidt (julegaver)

Klara er en trold, i kender de trolde der bare er elskelige og går lige til hjertet.
Man får lyst til at putte dem under dynen, eller bare holde dem tæt ind til kroppen, give dem et knus......
Det er sådan Klara er ;-)
Endnu en kæmpe julegave.


FALSK REKLAME 
 
Far Nikolaj sender julehilsener til gud og hvermand
Han er superhurtig på tasterne.
Øvelse gør mester.

Ovenstående billeder er indbegrebet af denne juleaften vi fejrede med Nikolaj, Freja og Klara.
To dage forinden havde vi begravet Mormor, så det var vigtigt at vi prøvede at give pigerne en dejlig aften.
Børn er nok de smukkeste og kærligste mennesker. Og meget uforbeholdne.
De havde bestemt Mormor med i sindet, men de nød både samvær og gaver med  Far, Farmor og Werner.
Vi valgte at droppe nogle af de hævdvundne skikke...dansen om træet, synge en julesang som hver især ønskede, eller danse huset igennem med "nu det jul igen".
Vi sad bare stille om træet da det var tændt og blev enige om at de få men dejlige gaver skulle pakkes ud i stille ro og orden.
Børn siger ja.....Meeeeennnn
det går ikke altid som præsten præker.
Det var virkelig ikke mange gaver der var til hver især, men glæden over de få udvalgte gaver kom lige fra hjertet.

Da papiret var samlet i et par poser faldt der ro og hygge ned i stuen, og lige med et var det som om vi bare skulle have det godt og rart, uden forventninger om andet en HYGGE.

Freja løb på et tidspunkt gennem stuen og sagde "det er en hyggelig aften"
Klara og Werner spillede "fisk"
Nikolaj og farmor sad og kiggede på "nettet" og hørte musik.

En smuk stille og hjertelig aften

LOVE MY FAMILIE

Næste år vil jeg gerne have at ALLE mine unger og ungeunger, samt koner/ kærester vil holde jul her hos os.
Men jeg er jo ikke alene om at bestemme.........
men lad os nu se ;-)

Håber i alle havde en fredfyldt juleaften.

Nu får solen mere og mere magt, og vi kan glæde os over at dagen "bliver længere".
Sjovt udtryk, for der er da stadigvæk kun 24 timer i døgnet.

Vi ses ;O)
 

søndag den 23. december 2012

Jeg vil fra bunden af mit hjerte ønske alle en glædelig jul, og med et STORT ønske om et helsebringende nytår. Kærlig tak til alle. GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

 
 
 

Så smukt dalede sneen idag, så alle barnlige sjæle kunne komme i extra jule/ nisse stemning.
 
Vi forsøgte i løbet af dagen at komme ned til Mie for at ønske hende glædelig jul, men på halvvejen derned, bestemte vi os for at vende om, det så alt for farligt ud, og det så heller ikke ud til at det ville bedres når vi skulle vende næsen hjemad.
Heldigvis stødte de to tilbage blevne hjerneceller sammen og lavede et barn der hedder "omtanke"
 
Vi fejre Jesu fødsel ved juletid.
 
Det skulle være en livsbekræftende begivenhed, fuld af gode timer med familien og de dejligste gaver, velsmagende og bugnende borde.
(og avavavavav min mave) 
Og selv om vi måske har glemt essensen i juleevangeliet, er vi vist alle sammen lidt mere generøse og giver gerne en skærv til velgørende formål.
 
Men i år synes jeg mine juletanker drejer sig meget om død og savn.
Vi har i årets løb mistet nogle meget kære personer, og vi har haft Mies sygdom meget tæt på hjertet.
 
Vi har haft et par gæstebud, og hver gang jeg står med den dejlige mad tænker jeg på alle de mange gange i årenes løb jeg lige smuttede over gaden til Vanda med en lille anretning af de mange lækkerrier vi selv sad og smovsede i.
DET SKAL JEG IKKE I ÅR
Vanda er èn af dem vi mistede i dette år.
Sjovt som vanens magt har tag i en, og sjovt som hjernen bare har sit eget liv. Jeg tænker nemlig ikke bevidst over at jeg ikke skal over gaden med lidt hyggemad, det kommer bare lige som sommer efter vår.
 
Det hele blev jo heller ikke lettere af at vi var til Lottes bisættelse igår.
Nikolajs børns mormor.
 
I dag har vi siddet lidt stille ind i mellem de små enkle gøremål der skal slutte dette års juleforberedelser. Tankerne er uvægerligt gået til alle dem der har et stort savn, og på den anden side skal have julens glade budskab og mange smukke lys til at forenes i et hjerte der måske knap nok har forstået at en af deres kære er død.
 
I nogle hjem er der også børn som sørger, men børn er så umiddelbare, så hvis de ser noget smukt, eller får en gave de har ønsket sig, så skinner solen igen i deres verden.
Det er det jeg har oplevet mange gange med mine egne børn og børnebørn.
Og det forsøger jeg at tage ved lære af
 
Men så må det retfærdigvis også siges at vi har haft mange livsbekræftende og smukke stunder sammen med både famile og venner.
Dejlige "børn" og børnebørn har indtaget spisebordet og vist hvor meget de sætter pris på at "de gamle" er her.
"Tak mor og Werner"
det kan de kære unger stave til.
Vi har også fået rigtig mange "Jeg elsker dig " tilkendgivelser af Freja og Klara. (ungeunger)
 
Og jeg vil hermed gerne sige tak til alle jer på FB (facebook) der har været min støtte og kærlige hjælp i de mange hjertesuk jeg har givet fra mig i årets løb.
 
Jeg vil fra bunden af mit hjerte ønske alle en smuk og glædelig jul, og med et STORT ønske om et helsebringende nytår.
 
Kærlig tak til alle. 
GLÆDELIG JUL
OG
GODT NYTÅR
 
Vi ses;o)

lørdag den 22. december 2012

Nu har vi (igen) været til begravelse. Det var en stout kvinde der blev bisat, med mange blomster og en smuk tale af præsten.
 Det kunne have været en opløftende tale, hvis det var en gammel kvinde, mæt af dage, der lå i kisten, med et VÆLD af blomster ned af kirkegulvet.

Men det var MORMOR på 66.

Jeg græder i hjertet og tænker på, at de dejligste børnebørn nu har mistet både mormor og morfar på få år.
De små børn er jo henholdsvis kun 7 og ti år.

Når en generation forlader arenaen, må den næste tage over, men er den nu også klar til det?

Skikke og vaner, små familiere traditioner der skal holdes i hævd, har man tid og oveskud, ja endsige lyst til at være omdrejningspunktet for de
krævende gøremål??

Når en Æra er slut kommer der en ny, men det nye er altid "anderledes, skræmmende og på mange måder ikke det rigtige".

"Det var bedre da Lotte levede"

Men alting finder sit leje, nye tider, nye skikke.

Men i disse dage hvor savnet nager og slider på sjælen, kan man ikke forstå at der kommer lysere tider.
Med al respekt for den døde, du er altid savnet og elsket, men vi har alle kun den ene gang på jorden, og den skal leves........lige som du selv gjorde.
"Tider skal komme, tider skal henrulle"

Memento mori, den dag kommer til os alle.

Så må jeg kvittere med Piet Hein ?

"Husk at leve mens du gør det
Husk at elske mens du tør det"


RIP Lotte

torsdag den 20. december 2012

Nu har jeg skrevet om død og elende et par gange, nu vil jeg lade juleglæden lyse lidt op, både her på bloggen og i mit hjerte..

Jeg har fået de hjerteligste julekort, og det er ikke bare julekort. Dem der har givet mig disse kort, er nemlig hjerte- mennesker, mennesker jeg bare må have med i mit liv som fundament for min glæde/ juleglæde og livsglæde.

Jeg har også skrevet et par gange om det at blive gammel og hvad deraf følger.
Set i lyset af alternativet er jeg nu ret glad for at være blevet ældre.
Men nu skal vi endnu engang til begravelse, og så bliver mine mørke og navlebeskuende tanker gjort lidt til skamme..........Jeg er i live........

Mine børn og børnebørn har det godt, og vi har alle tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i munden......hvem sagde ynk????

For lidt siden ringede en kollega fra genbrugsen på døren, afleverede en pose kaffe fra Kirkens Korshær (julegave) og et personligt julekort fra kollegaen.
Jeg bliver bevæget over at min ringe indsats er så vigtig at jeg får så kæmpe megen tak.

Men min kedafdethed som jeg forsøger at smide på porten, hidrører ikke blot fra de aktuelle sørgmodigheder.
Men alligevel..............
Jeg må fra bunden af mit hjerte nok indrømme at på trods af fornægtelse af alderdoms grådlabilitet, er der ingen vej udenom, alderen sætter sine spor, og jeg er blevet mere tårevædet med årerne.
Men jeg oplever til gengæld  en fryd, inderlighed og lidt oveskud, når jeg hygger med familen og laver gæstebud til de dejligste venner.

Bare lidt i hop og galop tanker.
Måske lidt rodede, men de komme fra hjertet.

Vi ses ;o)

onsdag den 19. december 2012

For tiden er der lidt stille her på bloggen.
Vi har travlt som alle andre i disse juletider, men vi har også fået sorgen ind på livet endnu engang.
Den ene af vore sønner som  har sine to dejlige piger, Freja og Klara med sin fraskilte kæreste, må endnu engang til begravelse med sine børns morforældre.
For få år siden døde Morfaderen, og nu er Mormoderen død.
På trods af denne sorg må vi jo alle prøve at få livet til at blive tåleligt.
Husbonden og jeg finder vore stunder ved at høre musik, spise lidt god mad og prøve på at se de små børns smil.
Jeg ville ønske jeg kunne bære Freja og Klara helt tæt ved hjertet.
men jeg takker af hjertet for at de har nogle dejlige forældre der giver hjertevarme og tryghed så de små mennesker kan vokse og udvikle sig til STORE mennesker.

Blot et lille indlæg med et billede af det vi fik at spise i aften :
Kotteletter med blomkål og hjemmelavet hollandaise sauce.

"Lad de små børn komme til mig"
.
Vi ses :o)

torsdag den 13. december 2012


Billedet af Hans ( vores søn)  er taget af vores nabo i Farum ca. 1983.
Søren Tomassen var professionel fotograf, og han tog dette spejlbillede af vores søn som tak for at jeg passede hans barn af og til.
Jeg har sågar haft Sørens lille nyfødte barn ved mit bryst fordi jeg havde så meget mælk at jeg kunne amme både Hans og Søren og Anne`s barn.
Har i dag læst på Facebook at Søren er død.

R.I.P.
 
 
Disse gamle nisser har jeg fået af en afdød nabo.
Hun var så ferm med sine hænder, knipling, hadanger broderi, petit point, skrædderri og syning af ROBER. Hun havde en hund der hed Olsen, og den passede hun på, og Olsen passede på hende.
Desværre var hun et meget nervøst gemyt der måtte tage mange piller for at klare livet, og når pillerne tog slut måtte hun ty til flasken.
Men at miste sådan et bekendtskab er mere end et menneskes død, det er en mindre amputering af ens eget liv.

Nisserne der kysser ville hun give mig, "fordi du altid kan lide mig som jeg er".
Ikke mange dage efter fortalte hendes mand at hun havde spist rigtig mange piller, og så døde hun af det.
 

 
 

 

 
 

 
 

 
 
 
 
Bare lidt billedspam så i kan se at jeg er herinde selv om jeg ikke er forfærdelig aktiv.
Men se lige mine clementin kranse, Freja og Klara har pillet og trukket på tråd, jeg har kogt marmelade af frugterne sammen med annanas og tranebær.
Rigtig sødt og godt til stærk ost, som både husbonden og jeg elsker.
 
Håber i alle har gode og hyggelige stunder med julesysler, klipperier, kagebagning og  al den anden hygge der hører disse dejlige men korte dage til.
 
Vi ses ;o)

søndag den 9. december 2012

Giv tid giv tid den nynner glad og ryster de små vinger. En smuk sang af B.S. Ingemann


 
Jeg blev så uendelig let om hjertet da jeg læste ovenstående i vores kirkeblad.
Jeg læser ellers ALDRIG vores kirkeblad, men dette blad, hvor ovenstående stod i, måtte ind og være læsning efter morgenkaffen, mens husbonden gik ud og "tog en centimeter". Det siger han når han går ud og lige bapper på sin cigar, som kan tændes MANGE gange i løbet af en dag, derfor er det blevet til en centimeter i daglig tale.

Men hvorfor lige dette kirkeblad?
Skulle jeg lære noget?
Skulle jeg fortælle jer derude om dette fantastiske,
at hvis vi forstår nødvendigheden af at bære vores byrde, så bliver den lettere at bære?

Jeg tror ikke jeg skal begynde at forklare eller tolke på det vores præst siger, men jeg beder jer af mit hjertes dyb....

LÆS HVAD HUN SIGER.

Jeg har bestemt en båre jeg slæber rundt på, og det har vi alle.
Jeg tror min voksen-  alder skærper bevidstheden om den fortid vi alle har med i bagagen.
Vi kan jo ikke bare lade den ligge, som når en slange skifter ham, hvorefter vi så kan vi finde den indtørret på skovstien.

Håber i synes det var godt for jer at læse med i dette indlæg.

vi ses;o)

søndag den 2. december 2012

Sjovt som man med alderen bliver blødsøden, eller følsom, ygmyg og lidt dødsangst.

Da jeg var 50 år mente jeg at folkepensionister nærmeste var mumifiserede.
Livet for dem var slut og de kunne kun sidde der og begræde deres tabte ungdom.
Det er jo der hvor jeg for ind i helvede selv befinder mig NU.
Ser jeg billeder af mig selv som UNG.....da var jeg da SMUK.......

Det syntes jeg bare ikke dengang, og fuck hvor er det irriterende at jeg brugte AARHUNDREDE på at nedstirre den microskopiske bums på næsen, som kun jeg kunne se......

Men nu hvor jeg næste gang skriver syvti på kagen forekommer det mig at livet lige er begyndt.
 
Deller, dobbelthager, hængebryster, mormorarme og you name it af elendigheder..........

I  am in live.

Hvorfor er det nu lige sådan???
Ingen forklaring.........................
Blot må jeg citere:
"Husk at leve mens du gør det,
Husk at elske mens du tør det"
(Piet Hein)

Gid jeg kunne viske alle mine fejl over for mine børn ud.
Men at fejle er vel også en del af det at være menneske.

Blot håber jeg at de grundlæggende værdier er blevet en del af  deres bagage.

Men alle disse tanker har jeg overskud til fordi jeg har min husbonde ved min side.

Han elsker mig, han BÆRER mig på sine arme hvis jeg falder, jeg må gøre alting forkert og alligevel er jeg den bedste i verden.

Jeg er blevet gammel, og uden at vide det.......lykkelig for at leve.

Mine ord her er brugt op.

Vi ses;o)



fredag den 30. november 2012


Kunne ikke vente længere med at få de første julesager frem i dagens lys.
Nå ja, lys var der vist ikke nok af, så jeg kunne lave et par gode billeder, men at farmor er gået i selvsving med bambierne er vist ikke til at tage fejl af.

Findes der bedre tegnefilm end Bambi på isen?, og så stampe der stamper med sin store pote og siger" Du kan godt Bambi", og så skubber Stampe bag på Bambi så han tilsidst kan danse på isen. Ikke det smukkeste syn, men Bambi gør det
 

 
 

Her har man forsøgt at lære ungerne at de ikke må række tunge, men ikke så snart man vender ryggen til sine planter rækker de tunge af èn.

I dag er der to dage til første søndag i advent.
Jeg husker fra min barndom når mor dagen før første søndag i advent gik i gang med at pynte adventskransen.
Det var et smukt rødmalet træstativ med en stang i midten, øverst var der en kugle med et kryds i.
Her blev GRANKRANDSEN hængt op og stillet på bordet.
Der var røde sløjfer og hvide lys.
Alle andre farver var utænkelige, vi var jo i efterkrigsårerne og de rød/ hvide farver var symbolske og næsten hellige, ingen tænkte på at andet var muligt.
Det ville næsten være landsforræderi hvis man formastede sig til andet.
Jeg husker andagten når vi tændte det første lys.
Lyden og duften af tændstikken som jeg fik lov at puste ud 
Selv om mit barndomshjem var præget af knaphed var der altid lidt godt i vente når der var en anledning.
Anledningen, den første søndag i advent, det var stort og fuld af forventninger.
Måske vil børn i dag tænke" var det virkelig noget særligt".
Men ja, det var det.
Det der var meget værd at glæde sig til, det var:

EN HALV APPELSIN MED SMÅ CHOKOLADE STYKKER I.
 
Min mor og jeg sad der og NØD de saftige Jaffa appelsiner, men kun en halv til hver, mens lyset i advents stagen sendte sin duft af stearin ud i den lille stue.
Når vi havde spist hver vores halve appelsin, så blev stearinlyset slukket, og nøjjjj hvor blev det pludselig mørkt i stuen.

Men jeg husker min mor altid sagde:
"Jeg kan altså ikke spise det sidste, værsgo tag du det bare"
Det er ikke blot noget jeg husker fordi man jo altid mindes fortiden i nostaltiske og romantiske toner.
I skal huske at da jeg var barn (født1943)
var alting nærmest det samme sådan cirka sekler uden forandringer.
Derfor var ritualerne omkring højtiderne noget der gentog sig i årevis, og julehjerter og kræmmerhuse kom frem år efter år, blot supleret af mine barnlige klipperier eller krøllede flettede hjerter.

Måske kommer der lidt flere erindringer fra dengang jeg var barn.
Men nu vil jeg ønske jer alle en god 1´ første advents weekend.

Vi ses ;O)

 

søndag den 25. november 2012

Nu må se.....Gisselfeldt igen. Tror ikke jeg behøver tekst unde billederne, de burde tale for sig selv.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vi ses ;o)

Billedspam fra Gisselfeldt Julemarked. De bedste af de bedste fotovenner var med, og vi drak en kop kaffe sammen.

Der er også billeder af søde gæster med børn på ryggen der spiser brød.
 
 
 
Tre smukke kvinder.
 
Eftertænksomhed
 
 
Skulle der være nogen der har lyst til at besøge Gisselfeldt......
Det er både smukt og......
nåja lidt kroner skal man vel nok regne med det koster.

Vi ses ;o)