En smuk krukke er drejet op, og er ved at gå sin undergang i møde.

Kig nøje efter og se så hvad en dygtig keramiker kan ødelægge.
Han drejede den smukt og hurtigt op, og vi skulle så lægge mærke til at godset var lige tyndt
HELE vejen i gennem når han sluttede sin demonstration af godt håndværk.

Manden selv er jo også smuk.
Det var en oplevelse at se den stolthed og glæde der lyste ud af ham
når han fortalte om sit håndværk.
Jeg blev så glad om hjertet, for er der noget mere livgivende end et menneskes glæde
 over det skabende arbejde?.

 

 

Vil gerne eje denne smukke krukke.
Men manden skal jo leve af sit håndværk.
Jeg kan ikke betale hans pris for de færdige ting der er brændte og glaserede.
Ikke fordi de er dyre, godt håndværk er guld værd, men man kan jo ikke få alt man peger på.

 

 

Nu kan man se han har taget et tyndt stykke ståltråd og er ved at dele krukken i to dele.

 



 

 

Nu er bunden nået.

 

Den står strunk endnu, og se lige hvor lige den er (endnu)

 

Se de tynde sider på krukken.
Se også de mandige og dog så elegante arme og hænder.

Skaberhænder.

 

Værket er fuldendt og på vej til at blive tilintetgjort.
Men smukt ser det ud med den svungne kurve og det lille lysindfald ind gennem siden

 

 

 



Nu er livet ved at ebbe ud for denne skønhed,
og man ser tydeligt den "Tynde hud"
Med glæde og ydmyghed fortalte han om de mange timer han har

DREJET og DREJET.

For at opnå det næsten perfekte.
Han vil gerne blive endnu bedre.
Da han var i lære måtte han ødelægge mange ting han synes var gode nok,
men Mester var bestemt af en anden mening ;O((
Men som han sagde:" Det var en god lære, at det kan blive bedre endnu"

Werner får at vide, at så lille er klumpen der startede hele krukkeriet,
efter min mening et vidunder af en krukke.

UDEN KRUKKERI
fra manden selv

 

 

 
Nu bliver hele skønheden total destrueret,
og jeg gik lidt vemodig hen og hentede den gode mand en god stor øl,
og Werner gav en cerut.

Skaberhænder har vi ikke alle,
ej heller skaberhjerte.
Jeg mødte én der har begge dele, den dag for to år siden.
Jeg har ikke glemt ham endnu.

Som en krølle på halen kan jeg sige at han også kan lave tepotter der IKKE drypper den sidste dråbe på dugen, og låget KAN  ikke falde af når du hælder.

Håber i kan lide min lille historie om,
det store i det det små 

God søndag aften.
Håber i alle må få en god start på ugen når i vågner mandag morgen.

Vi ses ;O)

Lys i mørket...kærlighed og LIV...

Perspektiv
Udsyn

 

Bevægelse
Omdrejning
Fremdrift
 

Samler du ordene får du ?
Liv
Glæde

måske kærlighed.
Men der skal arbejdes for den, der er ikke en skrue der giver fremdrift.
Du må selv dreje og skrue ;O)
kærligheden er krav, ydmyghed og tilgivelse.

Nå måske jeg er ved at nå den alder (69 år lige om lidt) hvor sentimentaliteten  bliver styrende.

Måske skulle alle mennesker bare have en chance.....
og det har de jo SLET  ikke,
derfor er jeg nogle gange KED.

Giv en skvæt til de trængende, og spørg ikke om de trænger..

for det gør de

<3 <3 <3

Nå nu prøver jeg igen at lave et indlæg med haven, måske jeg har mere held med resultatet idag, altså ungå at slette det hele.



Se lige den fine spindtråd.

 

Tror jeg vil plante denne hosta ud i jorden, så kan den måske vokse og brede sig.
 

 

Kaprifoliummen står i lidt for skarp sol, men den har da haft et par blomster som kan sætte bær i fine efterårs farver.

 

Kan i huske jeg havde en historie om

Bordet?

Det står her, vi har ikke haft de store gæstebud, men et par gange har vi siddet og spist, og bagefter siddet og sludret mens der var ild i den udendørs pejs.
Jeg har i kampens hede glemt at tage billeder af hyggen, men mon ikke det lykkes næste år? 

 

Denne Afrodite købte vi for over 20 år siden.
Vi havde virkelig ikke råd til den, men vi fik mange penge tilbage i skat, og da du hun smeltede vore hjerter måtte hun hjem og bo i vores have

 

 

 



Når der er skygge oppe på terrassen sidder husbonden gerne og ryger sin cerut ved dette bord. Her rammer dagens sidste solstråler lige ned.

 

I år fik jeg plantet krydderurter i et par murer baljer.
Nu er det tid til at plukke resten, hakke dem og fryse dem ned i et par isterninge bakker.

 

Kan i på jeres skærm se spindetråden fra krukken til højre i billedet?
Som i kan se er haven ved at lægge an til vintertiden.
Men på trods af det lidt vemodige i den tanke synes jeg den tid man får til eftertænksomhed er gavnlig for sjælen.
Vi har ikke været så ihærdige i haven i år, men vi har hygget os ganske meget i de stunder det var muligt  når solen viste sit milde ansigt.

Vi kunne stå op om morgenen, gå ud på terrassen og drikke vores kaffe, sidde og holde de mange små pauser vi holder meget af, og sidde ude om aftenen og lader sindet gå til ro, inden vi gik til køjs.

Jeg har i grunden haft lidt dårlig samvittighed over min "dovenskab".
Det har jeg givet udtryk for et par gange over for mine sønner.

Men de har været de kærligste drenge en mor kan tænke sig.
Hvergang jeg ymtede lidt om min "dovenskab" hed det sig:" er det ikke sådan det skal være når man er blevet pensionist?

Tak for det kære drenge.

Jeg håber i får en smuk weekend og tak fordi i læste med

Vises ;O)
 

 

Lige ud af vejen...vandvejen

 

Kommer lige straks.

Mit have indlæg kom jeg til at slette, og hvad gør man når det hele er gået i fisk, hihihihihi viser fiskebilleder hihihihi

 

 

 

 

 

 

 Nå, nu har jeg slået koldt vandt i blodet, men det er er mere end
MEGAMONSTERFUCKINGNERVEPIRRENDESHITBLONDINEIRITERRENDEKÆMPE NEGLERODSONDTNEDGROEDENEGLE

ærgeligt

når man

SLETTER

et
indlæg
 man
har
brugt
laaaaaang
tid
på.

SES

 

 

Tidens tand. Billeder af Tranekær Slot, har leget lidt med den i picasa.




 Kan man forestille sig at være ung pige (tjenestepige) på Tranekær Slot for 4 generationer siden?
Min mor var født 1916, så det er nok HELT umuligt at forstille sig livet på et gods dengang min mor var 16- 18 år gammel, altså 1932- 35.
Før anden verdenskrig.

Men min barndom har nok båret præg af den pli og anstand min mor lærte i sin ungdom, og jeg tror det var en prægning der bar igenem hele hendes liv.
Min mor var ingen snob, men trådte man hende for nær viste hun tænder.
Fru Lohse kunne man ikke bare sige du til.
Men når man skal tjene til dagen og vejen ved at gøre rent og koge for andre må man jo selvsagt af og til bøje nakken.
Min mor gjorde det med stil.

Min mor var født i en fattig fisker familie på Skagen.
Hun blev "Mor" for 4 søskende da hendes mor døde, Johanne (min mor)
var dengang kun14 år gammel.
Hendes far giftede sig  igen og min mor blev stedbarn, hendes nye mor havde to børn der blev favoriseret. Nu var der seks søskende.
Gammel gammel historie, men dem der har levet i den verden er vist nok ikke i tvivl om uretfærdigheden, og at retfærdigheden næppe sker fyldest.

Askepot, klip en hæl og hug en tå.
Men nej,
Min mor ville ikk lade småligheden vinde.

Hvis du ser serien "Matador" kan du måske danne dig et billede af en tjenstepiges status på et Gods, hvor upstairs downstairs var endu mere udtalt end i den Varnæskes husholdning.
Min mor fortsatte resten af sit liv med at være "tjenende ånd"

Jeg kan stadig væk huske når hun skulle ud og servere til en stor middag hos bourgoursiet.
Jeg var barn i begyndelsen af 50´tresserne, dengang der stadig var råd til at have tjenestefolk, de fik jo nærmest kun almisser ;O(
Min mor stod i sin fine sorte kjole og hvide forklæde der havde en KÆMPE sløjfe lige midt på numsen.
Jeg skulle knappe de fint slåede knapper med rouleau knaphuller der gik hele vejen fra nakken og til midt på tailen.
Det var lige så fine knapper fra håndleddet og op til midt på underarmen.

Og så duftede hun så dejligt.
Blot lidt eau de cologne bag øreflippen.

Jo min mor var både tjener og hersker.
Hun var bevidst om sin plads i samfundet som tjenende ånd, men hun var stadigvæk sin egen herre.

Den velstand min mor mødte når hun var ude hos "de fine" blev af og til hjembragt til vores lille hyggelige taglejlighed.
Husker engang min mor kom hjem med DAMPET LAKS.
Klokken var to om natten, jeg blev vækket og vi sad og NØD i små bidder et kongeligt måltid.
Det foregik ved en lille udtræksplade i køkkenbordet, vi sad med de dagligdags tallerkerner og vores daglige bestik.
Ingen hvid damaskdug, intet sølvtøj eller krystalglas.
Men forestil dig et kongerige vi besad.

Jeg tror jeg kunne skrive BØGER  om den evne min mor havde til at være i hverdagen, samtidig med at hun kunne bevæge sig i højere luftlag.



 

 

 

 

 

 

 Min mor var et ydmygt og beskedent menneske, men en selvbevidst og stærk person.
Som indgangsbøn til den opdragelse hun gav mig kan det vel ikke undre nogen at jeg fik en streng opdragelse.
Man havde værsågod at gøre hvad der blev sagt.

På den anden side skulle man heller ikke bøje nakken eller gå den vej de andre gik.
Kom jeg hjen  fra skole og havde et ønske om noget de andre havde,
så var replikken:
Derfor behøver du det ikke.

Nå ja..."Livet er ikke det værste man har"

Tak for jeres tålmodighed med mine skriblerier, håber i kunne lide hvad i læste.

Vi ses ;O)

Billeder helt alene for deres egn skyld. Lidt fra arkivet...

 

 

 

 

Når jeg sidder og kigger på de mange fine billeder af alt hvad der er sket i det forløbne år blive jeg helt vemodig.
Vi ser allesammen yngre ud.....ja meget yngre synes jeg.
Jeg er glad for minderne, men kan på godt og ondt blive lidt vemodig.

Jeg bliver ældre at se på, men det gør mine børn og børnebørn også.
Det er det der foruroliger mig, for netop der kan man se livets forgængelighed.

Alderen føles ikke i hovedet, men på kroppen.
Alderen føles i hovedet men ikke på kroppen.
Hvordan vil du selv helst føle det???

Måske skal jeg bare holde op med at tænke sådanne dumme tanker!!!!!

Men  livet i perspektiv, er det ikke altid sådan vi har tænkt og gjort?????

Da jeg var 14 år gammel var jeg barnepige for en ung familie på 34 år gamle,  de havde en dreng på 5 år.
I min ungdoms vovemod kunne jeg SLET ikke se de to voksne have et liv eller fremtid.
Jeg var jo igrunden stadigvæk et barn med et barns snævre verdensbillede.

Det kan godt være jeg havde en lille rebel i hjertet, men i den kvistlejlighed hvor jeg voksede op var der ikke megen plads til en 14 årig rebel.
Far og mor måtte oven i købet ARBEJDE for det daglige udkomme.

Mit livs mareridt var at blive 40 år GAMMEL.
Hvordan var  sådan en status?????

Heldigvis er den kedelige talemåde:
"fyrre fed og færdig"
afgået ved døden.

Jeg har spejle der afslører mit ydre forfald, men hvor findes spejle der viser sjælens forfald?

JOOO........ man siger øjet er sjælens spejl,
Men har man lært kunsten at "tænde" smilet og glæden i øjnene kan man snyde alderen og spejlet.

JOOOO men nu vil jeg altså ikke SNYDE mig til noget som helst.
Jeg har det i grunden fint med at være den jeg er, men synes det er helt i orden at være bevidst om hvor i tids forløbet man befinder sig.
Mon det så ikke er lettere at få det bedste ud af den tid der stadig er tilbage, så vi kan nyde livet?????
Og den tilfredshed der gerne skulle være kronen på værket.

OMG
Lyder som en......Tør ikke sætte ord på.......
Men helt gyselig og rigtig småtskåren i kysen...

Tror jeg burde sætte mig i et tog, rejse ud i den VIDE  verden og få luft under (engle) vingerne.

Håber saftsusemig ikke jeg skal have spleen ret mange dage, man bliver da SÅ uendelig KEDELIG  og helt umulig at høre på.
Gå væk gammelkone tanker og dum filosofi om livets forgængelighed.

Kom frit frem livsglæde og fuld skrue på glæden.

Vi har alle fortjent de lyse timer.

Tak endnu engang fordi i orkede mig til
bunden.

Vi ses ;O)
 

 

Blomsterne i haven er nu færdige med at blomstre, derfor vil jeg lige vise hvad der osse kan pynte i haven.



 

Elsker havenisser, denne har oven i købet en snert af humor.
Ville så meget ønske den var min
SO HELP MY  GOOD TO FIND A NEW ONE

Jeg kan så fortælle at de gamle gamle have nisser som stammer fra tyskland var skåret i træ.

Jeg så en for MANGE år siden i DDR, den var skåret i træ.

Det var én der stod med en trillebør, hvor alle haveredskaberne lå nede i.
Alt var skåret i træ, og det var utrolig smukt håndværk

Nissen var oven i købet på størrelse med et barn i 3- 4 års alderen

Jeg var vild med den, ja mere end vild, min husbond som stammer fra DDR ville slet ikke høre tale om det "scheisskram"
Jeg tilgiver ham aldrig ;O((

I dag ville vi have ejet guld, for nu om dage laves de nemlig kun i gips og plastik.
Og da slet ikke i den størrelse eller så detaillerede.

Nåja jaja.... sådan er livet, men jeg tænker nu tit på det smukke træskærer arbejde, som bestemt er uddøende nu.

Jeg kan godt lide haver. Men vores have er bestemt ikke den pæne have med fine bede og skarpe kanter.
Vi har heller ikke stauder og sarte mammelukærmer og løjtnantshjerter. Vi er nok for dovne til at have sådan en have.

Men tro mig, jeg glæder mig når jeg kommer på besøg hos de flittige have dyrkere.
Jeg kan godt glæde mig sammen med dem over de flotte resultater, og jeg beundre dem for de MANGE timer der er blevet tilbragt med at få det smukke resultat, som kun sejt og vedholdende arbejde kan frembringe.

Jeg tror der er en have til os alle sammen. Nogen haver ejer vi med hud og hår og nogle mennesker tror de bliver dårlige have- ejere hvis haven ikke er FRI  for ukrudt og alt står i lige rækker eller fine bede.

Haven hvor ukrudtet får lov til at få en   lille   plads på lige fod med det vi sår og planter, er nok den have jeg trives bedst i.
Altså haven der får lov at være bare en lille bitte smule "naturlig"
Når vi går i gang med at luge i vores have, er det som regel med en hæksaks, eller endnu værre, en motorsav.
Vi skære og klipper så alt kan få lov at vokse som det vil.
Vi skærer kun det af der gør at tingene kan få lov til at vokse, så det altsammen kan være der for, og sammen med hinanden.

Nogen kunne mistænke mig for at skrive sådan for at dulme min dårlige samvittighed.....ok.... jeg må nok give dem  lidt ret.......

Men når husbonden og jeg sidder i den gode morgenstund og drikke kaffe med ostemad og skuer ud over vores egen have, så er det Poul Dissing´s sang:
"lykken er ikke det værste man har"
der stille bliver husket på.

Jeg har lært at se på det der er gjort, som er fint og færdigt, og ikke hele tiden se det der BURDE gøres. Det har husbonden virkelig lært mig, og det er jeg så uendelig glad for.

Men jeg har kun en enkelt havenisse, og jeg vil bare så gerne have et par stykker mere, hvis de altså er grimme eller humoristiske nok til at elske.
 

Skulle nogen falde over sådan et vidunder må de gerne skrive til mig, så kan vi nok finde ud af noget.
Skriv på........karenmargrethe.lohse@ gmail.com

Tror jeg i løbet af et par dage vil skyde nogle billeder, af det vi kalder vores have, så kan i se hvad jeg mener.

 Men jeg har et stort ønske, ikke til min have men til mit fotoapperat.
Jeg vil gerne have et macro objektiv så jeg kan tage de små skud og bitte små væsener der lever i en have.
Og det er hvad enten haven er super velplejet, eller lever sit eget liv, sådan som vores have vist nærmest gør.

Jeg må lige komme med en tilståelse, vores have har ikke ret mange blomster.
Men er der en venlig sjæl der kan forklare mig hvorfor jeg er så vild med vaser,
 har faktisk ret mange af dem i mit skab, og jeg må virkelig styre mig når jeg ser et rigtig flot eksemplar i genbrugsen ;O)

Et langt skriveri om vist nok ingenting, men det er vigtige tanker lige nu.

Tak for jeres tålmodighed, hvis i nåede til vejs ende ;O)

Vi ses ;O)

Glæder mig til efteråret ;O)

 





 

Smukke billeder. Synes jeg.
Snart er det juleforberedelser der er på tapetet.
Men lige nu er det musegrå og højlysgrå farver der er værd at "skyde".
Men så skal vi altså have varmt tøj på.
 

"Kommer lige om lidt" (sommeren)

Ja se det var så den sommer..
Men se dog lige på dette billede!!!
Skibe i havnen, børn der fanger krabber i strandkanten, vovsen der tager sig en promenade,
og alt under den blå himmel

STJERNESTUND

Jeg vil så gerne nøjes med at tælle de lyse stunder, det er jo i grunden dem der er flest af.
Jeg tror det var Jens August Schade der skrev et digt:
"Jeg tæller kun de lyse timer"

Gid jeg kunne det, men jeg øver mig...hver dag....
At være nærved er vel det tætteste man kan komme...tæt på....

Jeg sad i dag og så en flok unge mennesker gå forbi mit vindue.
Det var smukke unge mennesker, meget unge og fulde af liv og latter.

Tænkte og håbede for dem at de ville være glade for deres ungdom og deres smukke kroppe.
Huskede min egen ungdom, fuld af "jeg er ikke så pæn som de andre"
Når jeg i dag ser ungdoms billeder af mig selv, var jeg vist ikke så værst endda, men gid jeg dog havde set det lidt tydeligere dengang jeg VAR ung og sprød.

Jeg vil så inderligt håbe at de smukke unge mennesker glæder sig over deres smukke kroppe og lysende fremtid.

Selv om man siger at hver alder har sin charme tænker jeg nu alligevel med en anelse vemod på dengang jeg gik og drømte om den eneste ene.
Tænker på de mange gange jeg syntes at nu var jeg vist rigtig fin, og fin nok til at gå til bal, og når aftenen var omme var det alligevel hende den lille lyshårede der var rendt af med sejren.

Nå ja....det jeg i grunden ville sige.....
kære unge mennesker...
Nyd jeres ungdom og skønhed.

Vi ses ;O)

 

 

Drømer er æteriske, og her får i mine drømme.

 

 

 

 

 

 

Drøm videre selv.

Livet består af drømme og visioner.
Glem det ikke, for så bliver i aldrig RIGTIG skuffede.

Vi ses ;O)