Fredagsregn og hygge.

Jeg har i umindelige tider skrevet mest om vore kvaler med Mie og den sorg og angst vi havde for hendes liv.
Hun ser nu ud til at ville sit liv.

Vi har jo også tre dejlige sønner som er lige så stor en del af vores liv.
De er ikke glemte, de har bare ikke brug for den form for omtanke og omsorg lige nu,
så derfor kunne det se ud som om de slet ikke er med i vores liv.

Jeg er faktisk ret stolt af de tre gutter.
De har, som alle søskende selvfølgelig har,
hver deres egne stærke personligheder.
De to billeder jeg har lagt ind her, er for at illustrere dette.
Det er to meget smukke planter der stiller vidt forskellige krav til  livsbetingelserne, så som jord- forhold, lys,varme, kulde og næring, men smukke planter som fryder og glæder, både sind og øje.
Lige så er det med mine sønner.
Tak til jer alle tre fordi i er dem i er.

Jeg har siddet og hygget med tæppe om benene og kigget ud på torden og lynild,
og hastigt iiiiilende mennesker uden for min rude.
Nu er der ophold og jeg vil kaste hammen og bevæge mig lidt ud i en dejlig nyvasket verden.
Måske skaffe lidt mad til i aften.

Som en klog person engang har sagt:
Der er en tid til at le og en tid til at græde.
Vise ord, hvis i spørger mig.

Vi ses:O)

Du danske sommer

Gik en lille tur i haven, hvem stod og rystede af kulde?
Såmænd vores lille ydmyge frøken.
Nu kunne man tro at vi har en kæmpehave, slet ikke, men vi leger vi har en park,
og i parker er der figurer.


Jo det grønne er skam grønt efter al den dejlige regn, og det er vi da ret glade for, men de få krukker vi har med blomster de skal af og til i tørvejr,
blomsterhovederne kan godt nok ikke lide al det vand.


Jeg har været væk herfra bloggen et par dage, vi skulle på weekend besøg hos nogle venner. Det var så rart at mærke verden er befolket af dejlige søde mennessker,
 hvor vi kunne få lov til i hyggeligt samvær at grine og liiige græde et par tårer.


Jeg havde selvfølgelig Mie i baghovedet, men for en gangs skyld kun ind i mellem.
Går jeg her i min vante gænge er hun næsten med mig hele tiden i tankerne.


Men Mie er nu kommet på en langtids medicinsk afd.
Her er det genoptræning der fokuseres på, og så kommer Mie meget ud af sit værelse.
Jeg håber det kan hjælpe hende på vej videre til at få lyst til mad så hun kan genvinde sine kræfter.


Men hold da op hvor blev jeg underlig til mode da vi kom over på det gamle sygehus.
Her er der laaange gange, mange døre, højt til loftet og stooore vinduer.
Der var slet ikke hyggeligt og der virkede koldt.
Stort, klinisk og næsten som at komme på en anden planet.
Den følelse kende jeg fra barnsben når vi skulle på sygebesøg på hospitalet.
Men dengang var der bsøgstider, og de skulle overholdes,
Når de var slut kom den stramtandede og sagde
"Besøgstid forbi"


Nu har jeg besøgt Mie et par gange på den nye afd og har vænnet mig til det.
Det er søde og sjove personaler og der er slet ikke noget stramtandet oversygeplejerske over dem.


Da vi kom derop igår blev jeg overvældende glad.
Mie var meget vågen og fortalte lidt om at hun havde været til fys, hun virkede tilfreds og glad.
Vi kunne sludre lidt om et par ting, og da vi gik følte jeg at Mie har taget et kæmpeskridt ind i sit liv.
Når man har været så syg at der er tale om at man har snydt døden,
så kan det jo godt tage en rum tid før man får sjæl og psyke med.
Min seje datter har tillige nogle dæmoner at slås med.


Jeg er rigtig rigtig taknemmelig for de mange hjertelige mennesker der giver mig hjælp, der hvor min egen sunde fornuft sætter ud.
Trøstens ord og varme arme, en skulder at græde ud ved og et par ord der kan få mine tanker vendt.
Jo,  jeg takker dem hver især personligt.
De har hjulpet med at give mig mod, og så har jeg fået lov at snakke om min smukke datter
RIGTIG MEGET.
TAK


Vi er lige kommet hjem oppe fra sygehuset.
Mit hjerte
 jubler, jubler, jubler,
og jeg tror ikke jublen vil tage nogen ende.


Da vi kom SPISTE  Mie suppe og to stykker franskbrød med brie.
Den banan vi havde taget med gik samme vej.
Slik måtte hun gerne få, blodsukkeret var for lavt,
så jeg fik slet ikke dårlig samvittighed over den lille æske med guf jeg havde med.
Vi snakkede fremtid og nye smykker,
Hvad skal vi spise når vi holder den første fest når Mie komme hjem?,
Jo vi fik en god snak og vi kan mærke at Mie er taknemmelig, for at få sit liv tilbage, og hun siger tak til os.
DET BEHØVER HUN IKKE
hun har selv gjort arbejdet.


MIE VIL LIVET


Tak fordi i holdt ud til min eventyrlige angst og nu
GLÆDE


Vi ses ;O)

Lidt pænt at se på ;O)





 Vi ses ;O)

Valgfrie valg ;O)

Hvornår er noget grænse overskridende? hvornår umyndiggør du et menneske? hvorfor skal læger redde liv der ikke vil eller kan reddes? er nogle liv mere værd at redde end andre? er fri abort humant? har handicappede ret til sexliv? må retarderede få børn? SKAL jehovavidner tvinges til livsforlængende behandling, eks. via blodtransfution? kan krig bekæmpes? er halalslagtning i orden? er dødshjælp ok? er terror terror? er homoer ok.? må de gifte sig? må de få børn? snyder økologiske landmænd? skal vi straffe pædofile eller er de syge (lige som dem der misbruger egne familiemedlemmer?) er straffeloven for slap? skal fartgrænsen sænkes fordi fart dræber?
er misbrugere selv skyld i deres misbrug? er lønningerne for høje i DK så vi ikke kan konkurrere med udlandet? er olien for dyr? er hegnsloven up to date? STOP ATOMVÅBEN ? hvorfor er ARLA ikke ok? Bedemænd er ublu? politikerne er utroværdige? glopal opvarmning er ved at ødelægge klodens klima? fedme er eskalerende i danmark? desværre må jeg medgive at modermærke kræft er eksploderet ;O(  vejsalt er skadeligt for dyr og planter! udstødte HAR ingen chanser! Bedemænd tjener MEGET på folks sorg! er global opvarmning en realitet? er volden eskaleret med etniske nye beboere i DK? SIGER VI FRA HØJT NOK? eller hvisker vi i krogene? er kernefamilien den bedste måde at være famile på? får ældre den hjælp de har brug for OG RET TIL? er licensen for dyr? bestemmer børn for meget i familien? osv. osv. osv. osv.

God Sct. Hans fest, og husk at "skræmme" dyrene ud af bålet inden i tænder.

Gode råd er dyre

Nu er jeg nok hverken den sureste, sødeste, sejeste, blideste eller mest kærlige person der kan gå på to ben.
Jeg er nok en værre gang kluddermutter. Kan i forresten huske den leg, da vi var børn?

Lige nu står jeg midt i et vadested.

Jeg er uendelig taknemmelig over at vi har det mest fantastiske sygehus- væsen.
ALLE ansatte vi har mødt er kompetente, menneskelige og meget empatiske.
Alle tekniske muligheder der er til rådighed findes på sygehuset.
Der bliver målt og vejet alt det der kan måles og vejes på den enkelte patient.
Der bliver injekseret, inhaleret, stomeret, optimeret, minimeret, udredt, genindlagt, overflyttet, doseret, vurderet og udskrevet.
Og sikkert mange andre ting jeg ikke har ord for, jeg er jo ikke uddannet inden for sygehus- væsenet.
Jeg har en psykisk syg datter der startede med at have vejrtrækningsproblemer, blev stomeret (stomi betyder hul) i halsen så hun kunne komme i respirator og få luft til lungerne så hun kunne overleve.

Det er nu lykkes.
Mie er fysisk videre og status på lungerne er bedre end før den 7. maj hvor hun blev indlagt i al fredsommelighed og fuldstændig udramatisk. Ingen kunne forudse at hun ville blive så sløj.
Mie har tabt sig, men har jo også tabt noget af musklerne, så hun skal nu genoptrænes til at få sin gang funktion tilbage, så alt burde vel være fryd og gammen?

Og nu skifter jeg hest i før omtalte vadested.

Sygehuse magter ikke Mies psykiske sygdom. Mies sygdom er massiv og der skal meget medicin til for at Mie kan klare at være i denne verden, sammen med alle hendes dæmoner.

Når du så ligger på en travl og overfyldt afdeling hvor folk er MEGET syge, personalet har travlt, pladserne er for få og ofte trange,
så må du jo vælge at gå ind i din egen verden og lægger afstand til den virkelige svære, kaotiske og ofte surrealistiske verden et sygehus jo i grunden også er.

Når du lige får målt et sukkertal, får taget blodprøve og stukket et glas piller ud, der bliver sat noget mad på dit bord, du bliver sat på et bækken efter du har ringet ET PAR gange. Du ligger på det til du har DYBE runde ringe i halen.
Så er din psykotiske snævre verden sat på en hård prøve, en prøve der skal mere end et almindeligt godt helbred og psyke til for at klare.

Der skal nemlig et godt helbred til for at ligge på sygehuset..................................

Rod i hjernen kan ingen nok så dygtige læger gøre noget ved.
Men mennesker med rod i hjernen kræver at vi skaber nogle rammer for dem, så de kan holde ud at være i denne verden på deres egne præmisser.
De præmisser kan vi ikke forlange skal være til stede på et sygehus, her behandler man patienter og så er de FORHÅBENTLIG raske og kan udskrives til et normalt liv. Jeg tror også de fleste patienter kan samarbejde om deres helbredelse.
Jeg vil  min datters bedste, men jeg kan ikke vælge om hun vil sit liv, men det gør ondt at se at hun har valgt at sige nej til ernæring og bare helst vil sove.

Men jeg har ********* håb,
for når hun bliver provokeret og opfordret har hun de sjoveste replikker og hendes øjne er stærke og fulde af liv.

Min smukke datter vil livet håber jeg.
Mie du er smuk og vi elsker dig.

Til alle jer der læser med her....tak.

dagen derpå

Når man har ondt i armene (tennisalbue og gigt), ondt i sjælen fordi livet lige nu er befolket af små  alt- ædende bæster der spiser energi, så er det vidunderligt at møde livsbekræftende mennesker der bare giver dig glæde og mod på livet og fylder dig med ny energi.
Når jeg ser mig omkring findes de lige HER og DER.

Ligemeget hvor ked  jeg er, eller ude af balance, er der arme der holder om mig, og fortæller gode ord der trøster mig.
Jeg synes ikke jeg er et tudefjæs, men jeg har da godt nok "vandet høns" de sidste par dage.
Kan man sparke huller i luften eller stikke elendigheden et par på siden af hovedet?
Kan man tude øjnene ud af hovedet?

Nej jeg er godt nok "nede i kælderen".
Men jeg har så mange der sidder lige der oppe på det øverste trin og rækker mig en hånd så jeg kan komme op og sidde ved siden af dem.
Måske er jeg slet ikke ked, bare fyldt af det livet gør ved én, nemlig stærke følelser der ikke altid er som den candy floss du fik som lille pige når du var med  mor og far i cirkus og havde din fine nye kjole og sko på.(som klemte).

Så vi har vel på en eller anden måde altid haft noget at kæmpe imod som vi lærte at overvinde.(for små sko)

Som forældre ofte siger" små børn små problemer, store børn store problemer"
Hvad så når vi er gamle? er det så gamle problemer?

Nå måske jeg skulle smutte i køjen, ellers ender jeg vel med at få en Cavling for mine skriblerier HIHIHI

Vi ses ;O)

Og tak til alle jer søde læsere der orker mig ;O)))

Smuk afsked.

Så har vi sagt det sidste og endegyldige farvel til vores "genbomor" Vanda.

Jeg tror Vanda sidder i sin himmel og syr rober til englene.
De har bestemt fortjent smukke rober, og hvem andre end Vanda kunne være fortjent til det erhverv.
Kan i se det for jer???   Store og små engle i skrud der bærer Vandas navn...Hun har fortjent det.
Vanda kunne sy.......kreerede og lavede de smukkeste små detajler så fine og akkurate.
Små fine sting syet i hånden, der skulle mere end et hjerte til for at gøre det.

Ser Askepot og alle hjælpe fugle og mus gøre den smukkeste robe, når jeg tænker på den blå sølvbryllubskjole Vanda syede og som ville gøre askepot mere end smuk.
(Hører i musikken for jeres indre øre når de små mus stikker hånden gennem nåleøjet?????)
En robe fra Vanda var dit livs smukkeste, og måske den eneste gang i dit liv du fik lov at udleve din prinsessedrøm.
Mange mennesker har i tidens løb fået den drøm opfyldt, og mange har heldigvis også vist Vanda deres taknemmelighed.

Vanda var en personlighed, humor og satire var kendetegnende for dit samvær med hende.
Men jeg oplevede en taknemmelighed og ydmyghed der rakte langt ind i dit hjerte. Men hvis jeg skal sætte et ord på jeg selv godt kan lide, er det varsomhed.
Det tog tid at få lov til at lære Vanda at kende, for hun var varsom.

En sorrig dag, men en god dag hvor sorgen gik hånd i hånd med glæden over at et elsket menneske har fået lov at leve og dø i værdighed.
R.I.P.
Vi bor så vi kan se over til de tomme ruder hvor der før boede en smuk gammel kvinde.
Bestemt, utilnærmelig, herskende og sig selv nok.

Det kan lyde negativt
Men når et menneske der har magtet sit eget liv får brug for hjælp, og hjælpen og samværet er båret af værdighed, så bliver det til gensidighed. Jeg har fået megen hjælp af Vanda til at give hjælp der var båret af venskab og ikke af medlidenhed. Vanda kunne nok stave til ordet medlidenhed, men det var et intellektuelt begreb, hun kendte i hver til fælde ikke ordet hvis det var kædet sammen med selv-----medlidenhed.
Vanda var værdig til det sidste, og jeg er taknemmelig for at hun tog afsked mit sit liv sammen med de kæreste i hendes liv......børn og børnebørn.

Jeg vil savne og mindes hende resten af mit liv.
Nu må jeg ikke lige smutte over gaden og ind i havestuen for at sige hej.
Nu er der ingen lille anretning når vi får "fin" mad som skal over til Vanda på en lille bakke.
Ingen is kl 8 om aftenen fordi Vanda nok havde lyst.

Nej nr. 13 er andres hus nu, og det kan jeg slet ikke lide, det er jo der vores Vanda boede.

Vi ses Vanda.

Sult

Dagen i dag har været lidt anderledes end mange af de foregående dage den sidste 1½ mdn.
Langsomt vender lysten til mad tilbage.
I den lange tid Mie har været syg har vi skam lavt mad, god og lækker mad, ingen svinkeærinder der.

Måske har jeg følt det som et redningsbælte, verden var da ikke helt af lave selv om min smukke og meget kloge datter lå med slanger alle mulige og umulige steder på og i sin krop.
Mad kunne jeg da stadigvæk finde ud af at lave, den gode skaffer var ikke slået helt ud af kurs.
Sådan så det i hvert fald ud når vi gik til bords. Werner og mig.
Måltidet har jo siden den sidste nadver været vores samlingspunkt.
Kan nogen forestille sig et familetræf, fødsel, dåb, konfirmation, giftemål og begravelse uden en eller anden form for ædelse og drikke?????

Omsorgen sidder omkring munden, det er her vi starter med at få tryghed når vi lægges til mors svulmende varme bryst.
Når vi har gæstebud viser vi omsorg for vore gæster.
Når vi skal hygge os mener vi " cola, chips og alt hvad hjertet kan begære af lækkerrier"

Derfor var det en befrielse at lave....spaghetti med kødsauce...dolmio classico.......
Nu kan vi slappe af og behøver ikke lave overspringshandlinger i form af forcromede måltider.

Derfor synes jeg i skal se hvor simpelt det er når hjertet begynder at slår normalt og ikke i tre fjerde dels takt, så kan man nemlig bare lige spise lidt mad og sidde i fred og ro og tænke: det går nok alt sammen, se sin kæreste mand NYDE det han elsker mest næst efter mig......Spaghetti med kødsauce

Opvasken venter, der er snart tv avis og i morgen er der atter en dag.


VI SES ;O)

Herren han skabte alt på jord

Og se så lige hvad jeg har fået ud af det.
Jeg har været ude i haven og fundet lidt sjov.
(synes jeg selv)
Men jeg vil ikke skrive mere,
bare håbe i også synes det er lidt pænt det jeg har skudt.

Her er der da rod i rocken???

Vi har haft den skønneste dag.
Været kærstepar.
Spist ikke ret meget for det kan man ikke når man er "nyforelsket"
Planlagt tur til Berlin.

OG BEDST AF ALT
VI HAR GRINET SAMMEN MED MIE

Mit hjerte er lykkeligt.
Jeg er så taknemmelig, alle de hjertensgode mennesker der har givet deres kærlighed til min famile og Mie, vi kan ikke takke jer nok

Håber jeg må glæde jer engang hvor der er brug for det.

Tak

Vi ses ;O)

Tro håb og kærlighed

Dagen har været fuld af gode oplevelser, gode samtaler og dejlige møder med varme og levende mennesker.
Det startede da min husbonde lavede morgen kaffe så jeg kunne gå i genbrugsen kl. 10.
I genbrugsen startede vi dagen med en lille planlægning angående vores sommemarked.
Igen må jeg fyldes af beundring over vores 90 årige medarbejder.
Hans viden, humor og engagement skal man altså lede længe efter.
Og så har han øjne man bare har lyst til at se ind i, for han SER  dig når du siger noget.

Jeg fik i løbet af dagen solgt lidt godter til nogle dejlige imødekommende kunder.
Da vi efter lukketid gik hjem fulgtes jeg med en varm og meget nærværende kollega.
Jeg har mange følelser i spil lige for øjeblikket, de fleste er nogle der er fyldt med angst for Mies fremtid.
Men min søde kollega magtede at lægge øre til alt det jeg kunne nå at fortælle på den korte strækning, inden vi gik hver til sit.

Da jeg så kom hjem sad min ældste søn lige der og så så sød og glad ud. Vi fik en kop tår kaffe og en bid brød og så var han på vej til en af de ALTID ventende arbejds opgaver der skal ordnes når man har et sommerhus, er i gang med en maskinmester uddannelse, har halvvoksne børn, en kæreste som han bor sammen med i KBH, jo, og så arbejder han lige på en produktions platform, det mange af os ville kalde en boreplatform.
Så at have ham hjemme og kunne spørge" er du sulten" er jo så mordejligt.

I dag ville vi op til Mie ved kaffetid. Jeg havde købt lidt frugt, en spegepølsehaps og smurt en klapsammen.
DET VAR LYKKEN.

Mon ikke vi alle kender den der lede hospitalsmadlede?????
Jeg vil så prøve at tage lidt lækkert mad med i stedet for kage og chokolade. Mie har jo sukkersyge, så vi må hjælpe sygehuset alt det vi kan for at få kroppen i gang igen. Og sukkersyge er jo ikke at spøge med når man har en stor krop og er nødt til at få meget psykofarmaka.
Nu har Mie ikke stået på sine egne ben siden den 10 maj, så der er jo lang vej før hun kan det igen.

Men hvor er min smukke datter dog en sej kvinde. For en uge siden var hun nærmest sovende og måtte ind i mellem stadigvæk i respirator, i dag sidder hun i en stol 4 timer og for det meste ser hun fjernsyn i stedet for at sove.
Hendes smukke ansigts- konturer ses nu igen efter 40 kgs vægttab, hun er så smuk og har en stærk udstråling og VILJE. Men den er jo også hendes livline ;O)

Jeg er lykkelig og kan nu se verden gennem andre briller.
Det skal så udmynte sig i at husbonden og jeg tager en tur til Berlin.
Det glæder jeg mig meget til, for vi skal bare daske og nyde det der nu lige falder for hen ad vejen.
Falder jeg over en genbrugs så må jeg lige have et lille kig, måske får jeg GULDET.

Vi ses ;O)

"Rør ved mig så jeg føler at jeg lever"

I dag var vi GLADE og fortrøstningsfulde......Mie er på vej op og hun ser ud til at ville sit liv.
Det er første gang vi ser med forhåbning og fortrøstning på fremtiden for Mie.
Altså sådan helt rigtigt.
Mange gange i de dage Mie var på intensiv har vi følt et håb, men det var så spinkelt at det føltes som at gå på nåle.

Vi  har idag været i gang med et par småtterier i haven,  jo og så fik vi da lige lavet en smule mere end vi troede vi kunne overkomme.
Det var bare så vidunderligt.
Du ved, de små skridt som fører til toppen af bjerget.

Husbonden og jeg har i disse dage talt meget om det at miste.
Vi har jo været til en del begravelser i gennem årerne.

Men vi synes ikke vi er gamle, trods dåbsattesterne siger fødeår 43- for mig og 45- for husbonden.
Mange bekendte og kendte har forladt denne verden i vores levetid, men vi skal passe på at omdrejningspunktet i vores liv ikke bliver sorg over de tabte.

Men tro mig, når et af dine børn ser ud til at forlade dig og denne verden, er det lige før du vil tage det på dine egne skuldre.

Mie er ikke som dig og mig, hun har rod i sin hjerne.
Alle sociale kompetancer er sat ud af drift.

Det er UMULIGT for os at forstå hvordan sådan en verden ser ud.
Kan vi overhovedet fatte hvordan et andet menneske har det når det meste af det mennesket ser og hører føles som en trussel? som et overgreb på din personlighed eller din krop?
Mie vil ikke have jeg kysser hende.
Men på gode dage vil hun gerne give mig et kys.

I al den tid hun lå på Intensiv afdelingen blev hun rørt ved HELE tiden, og hun var rigtig meget træt af det da hun kom lidt til overfladen.
Så lige nu taler vi meget om den lede hun har over at de "pillede og rodede på mig hele tiden"

De måtte jo tage prøver og vende og dreje, skifte og vaske,  jo tro mig de var så meget i fysisk kontakt med Mie, meget mere end en mor er med sin baby.
Når du ligger i respirator og er meget stor, får du slanger både til ind og udtag af din krop.
Så alle steder på din krop er du berørt.
Du kan ikker sige fra, for du er lagt til at sove i den dybeste søvn så dine lunger kan hjælpes.
Ellers ville du jo dø.
Det var jo Mies lunger der var ved at give op.
Derfor kom hun i respirator.

Vi elsker dig Mie

Livet er ikke det værste man har ;O))

Hvis jeg kunne hoppe elastikspring, bruge en hulahopring, spille yoyo, klatre på klatrevæg og danse på line.....alle ting på èn gang ville jeg gøre det.
Og så lige stå på vandski og kiesurfe.
Mie er ude af respiratoren, flyttet over på en almindelig medicinsk afdeling, og er GLAD.
Så glad man nu kan forlange af et menneske der har sovet DYBT i godt tre uger.

Da vi i dag var oppe for at sige hej, var Mie vågen, ville have en krammer og vi kunne lige få en lille snak om hvor svært det er at komme tilbage til livet når man har været uden viden om hvad der er foregået rundt omkring dig i laaaaaang tid.
Kroppen skal igang igen, men hjernen vil gerne være i den dvaletilstand der har varet en rum tid.
Så nu skal vi bare være der for at få Mie tilbage til det pulveriserende liv.
Vi må hver dag få så meget IKKE hospitals snak, støtte og opfordre til at GLÆDE  sig til fremtiden.

I dag kunne vi  virkelig mærke at Mie vil livet.
Vi snakkede om dengang hun var teenager og sad bag på storebrors knallert, de var enda tre på bagsædet. Så stejlede knallerten og de faldt alle tre af, dog uden at slå sig.
For som Mie sagde: vi vejede for meget.

Så hør lige engang...selv om livet er svært for et menneske der har fået nok af alle de stød livet giver,
og har en overfølsomhed der ligner allergi, så vil hun livet.
Jeg skrev i et tidligere indlæg om det at få sit ny fødte barn i armene, dufte til den søde lugt der kommer ud af baby munden.
Når man som mor ser at alle ønsker for den lille prinsesse bliver til angst og et ønske om at trække sig tilbage fra det profane liv, og prinsessen går ind i en verden der er befolket af uhyrer, så brister morhjertet.

Men i dag beviste Mie at hun på trods, vil sit liv, og nu skal vi så bare håbe at vi kan hjælpe hende til at glemme  de ting der roder i hendes hjerne og giver billeder og tanker hun ikke kan bære.

Mie er en amazone, hun kan virkelig kæmpe, men hun er så fortryllende når hun smiler at det kan være svært at tro hun besidder en krigers styrke.

Vi elsker dig Mie

TAK

Så har vi været oppe med rejecooktail til Mie. Hun mente ikke hun var sulten, måske fordi hun ikke var rigtig vågen efter en lille morfar.
Mie har tabt sig rigtig meget, og det er jo godt. Men desværre er det også muskelmassen der er tabt.
Så nu skal hun spise og træne rigtg meget for at komme tilbage til at kunne gå selv.

Sygeplejersken fortalte at Mie måske skal ud fra intensiv afd og over på en medicinsk afd. i morgen.
Det er jeg bestemt ikke spor glad for.
Ikke på grund af mistro til at medicinske afd. ikke er gode, men det er normeringen der bekymre mig.
De har enormt travlt  og slet ikke de faciliteter som de har på intensiv.

Men Mie er færdig behandlet på intensiv og skal jo klart videre ud i verden.
Problemet er bare at hendes sindslidelse gør hun er svær at motivere til noget som helst, vil bare ligge i sin seng, og så har hun heller ikke lyst til mad.
Men efter en måned i dyb søvn er det vel forståeligt det er svært at forholde sig til noget som helst.

Men jeg tror også det handler lidt om mig selv og min tryghed.
Fra dag ét hvor Mie kom på intensiv, følte jeg at VI BLEV BÅRET og hjulpet til at magte at Mie var ved at give slip på livet.
Jeg vil ikke ønske for NOGEN SOM HELST at de skal være der hvor vi var.
Men HVIS... så ønsker jeg af hele mit hjerte, de må møde den menneskelighed og proffessionalisme vi mødte, det var SMUKT.

Det er med vemod vi snart må sige farvel til dem der har været Mies livline i så mange dage.
Mennesker vi har grinet og grædt med.

Tak fordi i hjalp Mie
Kærlig hilsen Karen Margrethe og Werner

En  buket fra Vandas have..
Var lige ovre at hente en buket, synes det hjælper på sorgen at have en blomst fra Vandas have.

Lysets engel går med glans, gennem himmel porte.

Vi har lige haft besøg af Vandas datter.
Vanda var vores "genbomor" som døde i går.
R. I. P.
Hvor var det dejligt lige at få at vide at Vanda var sovet stille og roligt ind og havde haft sine kære børn og børnebørn omkring sig til det sidste.
Vi var også meget glade over at tale med datteren, vi kunne så lige fælde en tåre sammen,
fordi selv om Vanda blev 91 år er det endegyldige farvel jo slet ikke spor rart.
Og vi var trods alt "plastikbørn" for Vanda.

Men vi har da heldigvis også gode ting at glæde os over.
Vi er lige kommet hjem oppe fra Mie, og jeg tror alle gode bønner er hørt.
Tak til alle jer der har hjulpet Mie med karma, og mig med al den trøst jeg har haft brug for.

Mie er ude af sin respirator.......hun trækker sit vejr selv.
Hun sov da vi kom, men at kigge på min datter som ligger med hånden under kinden, uden hun var tapet til med slanger og alle mulige måleapperater var næsten lige så stort som den dag jeg fik hende i mine arme første gang.

Alle mødre kender til det at dufte til sit nyfødte barn.
Jeg kunne ikke lade være med lige at snuse til hende.
Måske vil i tænke at nu er jeg altså parat til at komme ind på rødt kort.
Men når ens datter virkelig har været på det YDERSTE af kanten til livet, så må mor altså godt gå lidt i "morsving".

I morgen vil Mie gerne have rejecooktail, hendes appetit er ikke ret stor, lysten er vist nok større.
MEN JEG VIL LAVE VERDENS BEDSTE REJECOOKTAIL.

Jeg kan mærke at mine livsenergier er ved at vende tilbage.
Jeg vil gerne igen "fotofere"
Skrive sjovt og positivt.
Snakke om mad og kager.
Høre musik.
GØRE RENT.
BARE GLÆDES.

Nu håber jeg ikke i tror at JEG er ved at blive småskør.
Men kan nogen forstå hvis jeg har lyst til at klæde mig ud som.....DRAMA QUIN.....

Bare være sammen med mine andre skønne børn.
Lave god mad og være i hyggeligt selskab med dem....
FORDI DET ER MINE BØRN.
Jeg har to små vidunderlige børnebørn......Freja og Klara.......
De har en farmor der ved at lige om lidt er de MEGET store, og så har de mange gøremål, så tiden til farmor bliver begrænset.

Vi skal nyde hinanden nu ;O)

Et lykkeligt menneske sende alle de bedste ønsker om alt muligt til jer alle samme-

Vi ses;O)

Stille hjerte sol går ned. Har brugt overskriften før, men nu er den meget aktuel.

Mit hjerte svulmer af glæde og stolthed over min smukke datter.
Hun klarer det så fænomalt flot.

Idag mener sygehuset hun meget snart kan sove uden sin respirator...hun kan selv trække vejret.
Morhjertet banker og ængstes, for Mie har livsviljen i spil.
Og Mor siger: " du kan Mie, du er smuk og sej.
Jeg tror ikke der kan sendes bønner og håb nok afsted for  at hjælpe min datter....Mie.

Når så al min glæde og alle mine kærlige tanker er sendt afsted til Mie, må jeg komme med et stort hjertesuk og mange tårer.
Vores gode og kærlige nabo, som næsten var som en mor for os, er i dag død, 91 år gammel.

 R.I.P.

Jeg har skrevet lidt om det at besøge Mie der var på vej ind i livet og Vanda som var på vej ud af livet.

Det er så dybt underligt at stå i det vadested hvor der kæmpes om livet,
og på den anden side, hvor døden kan være en befrielse.
Det er to meget vedkommende og elskelige mennesker på hver sin side af mållinien.
Tro mig jeg er både glad og meget sorrigfuld.
At være vidne til kampen om livet og på den anden side  give slip på det, er hjerteskærende.

Jeg ved jo godt at mange mennesker har dybe og inderlige sorger, men det er svært at føle andet end den sorg og angst jeg har i mit hjertest dybeste grund.

Når jeg ser begyndelsen på min blog og op til i dag, kan jeg ikke lade være med at undres over livets foranderlighed. Og hvor stærkt det kan gå.

Men jeg vil gerne give Vanda et skudsmål på vej op til himlen...
Du levede op til :" At ældes med ynde" ;O)
Tak fordi du var her

Og Mie du bliver her mange år endnu, fordi du er elskværdig ;O))

Elsker jer alle.

Vi ses ;O)

Begyndelsen til enden...

Da jeg igår var til "tøsekomsammen" fortalte en af pigerne at da hun havde fået diagnosen KRÆFT....
tænkte hun bare på :"hvordan kan i TILLADE jer at gå der ude på gaden og bare køre forbi som om intet er hændt.
Jeg tror vi er mange der har været i den glasklokke... som vi kalder det i daglig tale.

Jeg sidder herinde og i går bare rundt derude og fatter ikke en SKID.

Men når noget har en lang horisont er det en livs nødvendighed at komme ud af den klokke og få lidt frisk luft.

Vi besøger vores datter hver dag på hospitalet, hun har det MEGET  bedre og viser livsvilje.
Vi besøger vores genbo på hospitalet, hun er 91 år og er ved at lukke ned for livsviljen.
Så det at gå på sygebesøg på hospitalet er en skismatisk oplevelse.

Den ene er på på vej ind i livet, og den anden på vej ud af livet.
Og vi skal være den gode besøgende begge steder,  gæsten  der hverken giver eller tager håbet fra patienten

Så kunne nogen måske indvende, behøver i besøge jeres genbo så meget som jeres datter.
Men det er ikke blot vores genbo, det igennem årene blevet et familie medlem.

Jeg hart før i et indlæg skrevet at det er meget betydningsfuldt for mig at bruge de evner og muligheder jeg har fået, om det er gud eller allah der har givet mig dem , er lige gyldigt, jeg skal bare være det jeg kan og orker for mine nærmeste.

Jeg er i al denne sygdom og angst, blevet bedre til at glæde mig over nuet, glædes over det Werner og jeg får lavet sammen.
Glædes over de små øjeblikke hvor det at spise en ristet pølser nærmest bliver på højde med millinniums fyrværkerie.

Jeg vil gerne se livet i skønne farver, høre fantastisk musik, sidde i vores have og drikke kaffe mens de smukkeste børnebørn hopper i sjippetov, spise pølser der er blevet brændt på grillen og drikke kaffe der er lunken.

Jeg vil mødes med quinder og karle der kan sætte et grin og en latter i gang og glædes over INGENTING.....eller kattens leg med en mus.

Jeg har mange drømme om alt det jeg vil lave, men nogle gange er det nok bedst bare at drømme,

FOR LIVET ER GJORT AF DRØMME.
Og jeg vil livet og drømmene.

Vi ses ;O)

Rammstein

Quinde snak.

Hvad siger man til sig selv når man har været sammen med to dejlige, varme og hjerteknusende quinder en hel eftermiddag og bare grædt og grinet og aet på de vidunderligste kattte og spist hjemmebagte boller og drukket kaffe og ordenet verdenssituationen samt alt der der lige trænger til en overhaling, jo så er der lige vejret vi ikke helt var tilfredse med, men vi fik da 10 minnutter på terrassen før THOR lavede rav i fuglesangen med sin torden....men det så flot ud ude over vandet.....

Jeg er sikker på det varer et par dage før jeg får fordøjet de dejlige timer....dem vil jeg gerne have mange flere af.

Det helt eventyrlige ved quinde- snak er jo at der nedbrydes grænser, men vi går ikke over grænsen.
Det kræver måske en forklaring???

Quinder KAN virkelig det der med at snakke ind til benet, berøre emner der er intime og MEGET  følsomme, og måske gør de også ondt, så ondt at der bliver fællet et HEL masse tårer.
Men værdigheden er i god behold og ingen føler sig udleveret.
Sådan var det i dag, og hurrrra for det, det er healing der vil noget.

Jeg har brug for healing lige nu,  men jeg har så sandelig også brug for den gode latter og en ordentlig gang "tøse" snak.

Det er VIDUNDERLIGT at vi tre meget forskellige mennesker kan være katalysatorer for det der ligger nede under den pæne og villige quinde, at vi kan finde et univers der er vores eget og hvor ingen mand skal have lov til at få nøglen og komme ind og forstyrre "quindestuen".

Jeg tror kvinder har mere end et hjerte. De har det der skal sørge for deres krop bliver holdt i live.
Så har de et ekstra for hvert barn de føder.
De har også et hjerte der banker for ALT OG ALLE  der har det sløjt.

Det var hvad jeg fik bekræftet i dag.

VI SES ;O)

Hvad hjertet er fuldt af...

Bare være..
men jeg kan jo ikke bare vær uden bekymrende tanker om Mie og hvordan hun har det.
Men jeg har valgt kun at have tlf. kontakt de næste 3 dage til hospitalet.
Jeg tror Mie synes det er dybt underligt at mor står hver dag og er bekymret, selv om jeg jo prøver at være "ovenpå" når jeg er ved siden af Mie.

Jeg skal i morgen besøge en FB veninde, hun har været SÅ  meget ved siden af mig i denne tid hvor jeg bare er KED KED KED......Der er MANGE på FB der har været HJERTEvarme og har båret mig med deres hjertevarme ord....TAK TAK TAK og hvis jeg kunne ville jeg hente månen ned til dem;O)))

Min største skræk er at Mie i sin psykotiske verden bliver uopnåelig og vi ikke kan nå og hjælpe hende til at ville livet.

Men jeg vil nu prøve at få nogle dage hvor jeg får depoterne fyldt op med livsbekræftende oplevelser.

Vi ses ;O

"Med lov skal land bygges"

Jeg ved godt der er Grundlovsdag i dag, en dag jeg er meget meget glad for.
Tænk på alle de grundlovs sikrede rettigheder vi har.

Jo og så er det også fars dag, det er også en dag jeg er rigtig rigtig glad for.
Jeg har nemlig fået lov til at være Mor for 5 børn.
De har jo en far som også altid vil være en vigtig del af  deres liv.
Derfor skal fædre fejres.
Fædre må jo være tålsomme over for kvinder med børn der opfører sig som huleløver.

GIDER ikke hører indvendinger.
Jeg har en lille bitte horisont for øjeblikket.

Jeg er nemlig allermest glad for at jeg i dag kan gå op på hospitalet og glæde mig til at besøge Mie.
I mange mange dage var det med bævende hjerte jeg gik op af trappperne til intensiv afd. fordi tanken var, hvordan ser det ud idag?
det var den eneste tanke der var plads til i mit hjerte.

I dag kom vi lige til aftensmads tid.
Mie har ikke appetit, men med lokken og løfter om livretter i morgen aften fra mors køkken blev det  i aften til et enkelt stykke med leverpostej/ agurk.
Mon vi ikke aller kender følelsen af madlede når vi har har været småsløje et par dage?
Mie SKAL spise for at få energi så hun kan begynde at træne både lunger og muskler.

Det kan måske virke som om jeg kun har Mie i tankerne, men denne angst for at miste hende, gør at jeg glæder mig i hjertet så ekstra meget over at de andre børn er i absolut live.

Carpe Diem

Tak for i dag ;O)

Når man beder om noget så må man også huske at sige tak. Jeg har bedt mange gange for Mie.
Jeg takker af mit inderste hjerte for den fremgang der er sket med Mie.

Da hun for godt 3 uger siden kom i respirator var vi BANGE for at miste hende.
Som det ser ud nu er det kun et spørgsmål om tid, måske meget lang tid, før hun kan komme hjem til sig selv igen.

I dag da vi kom op for at sige godnat sad hun i en stol. Hun kunne ikke få sin talestuds på fordi hun havde været meget utilpas og havde kastet op. Det kan skyldes at hun nu er begyndt at få fast føde og det vil maven i første omgang ikke tolerere.
Hun får så proteindrik og må så begynde i det små at vende maven til normal mad.

Men selv om hun var i respirator kunne hun drikke en kop kaffe.
Og det var første gang vi sad og så fjernsyn og drak en kop kaffe sammen.
Altså hvis i kunne se mit hjerte, høre den stille banken af glæde, og ikke som de andre gange hvor det hamrede fordi  angsten havde magten, også selv om der var bedring at spore, så er ordet taknemmelig vel ikke for stort?
I dag turde jeg tro på at hun ville vinde sit liv tilbage.

Men efter en halv time blev Mie nødt til at komme i seng, men da havde hun også siddet over 3 timer i en stol, og det er jo også længe for os andre hvis vi ikke kan flytte ret meget på sig selv fordi man har ligget bomstille på ryggen i meget lang tid og musklerne er blevt slappe.
Men hun er en stærk og stædig kvinde, og personalet er også ret imponerede over hendes vilje og styrke.

Idag da jeg sagde farvel og Mie vinkede fra stolen følte jeg mig inderlig glad og let om hjertet, for det er vist første dag hun har haft det så godt med sig selv.

Det er for alle mennesker en stor psykisk belastning at komme i respirator, og at skulle tilbage til det normale er mindst lige så svært.
Der mangler jo lang tid i dit liv hvor du ikke aner hvad der er sket, og det kommer aldrig tilbage igen.

Når du så vågner op og har slanger alle mulige steder og ikke kan snakke, så skal der mobiliseres megen energi for at komme igang igen.

Med ro i sjælen ser jeg frem til at besøge Mie i morgen.

Håber i alle må få en god tirsdag.

Vi ses ;O)

Tro håb og kærlighed, hvis jeg skulle tatooveres

Jeg vil nu skrive lidt om alt det der ikke handler om Marie, Marie i respirator og helt sat ud af spillet fordi hun ikke  mesterer at passe på sig selv.
Det har derfor været nødvendigt at medicinere Mie ud af psykosen med de følger det nu medfører at fylde et menneske med kemiske stoffer der æder hjenen, og dermed dine personlige valg.

I min selekterede virkelighed som det er når man blogger, er der jo en masse smukke, skønne og helt hjertegribende ting der ikke kommer med.
Der er også tunge og opslidende følelser der ikke kan beskrives her.

Men selv når man har 4 andre smukke, sunde, raske og helt vidunderlige børn har man også sorger og smerter, de gør jo også ondt i hjertet. Deres liv vil heller ikke altid bare være den dans på roser som enhver mor ønsker for sine børn.

Men når jeg nu lige om lidt bliver 69 år har jeg kun lyst til at se på det smukke og positive i livet,
Jeg har LYST  til at være glad. Glædes sammen med mine børn og børnebørn.
Jeg vil ikke med dommedags stemme sige noget om at jeg jo har den korte ende tilbage.
Men hvis du selv ser det i øjnene, bliver det en livsbekræftende tanke som tilskynder dig til at leve og glædes.
Jeg har mødt yngre folk der læser døds annoncer, så er man da for dævlen selv på gravens rand.

Når tankerne bliver tunge og øjnene fulde af tårer, er vejen til glæden ikke ret lang.
Det er fordi der er RIGTIG  mange mennesker, både her på bloggen og inde på Face Book der giver mig kærlighed og håb.

Jeg har et godt liv med en mand der ved hvornår der er tid til glæde og tid til sorg.

Jeg har i grunden det der er det vigtigste i livet.......tryghed og plads til MIG.

Håber i alle må komme igang med en smuk uge der fylder jeres liv med kærlighed

Lysets engel går med glans....

Jeg har ikke set et lys i tunnelen, eller et gudsbenådet syn.
Men jeg ved Marie er i gode og trygge menneske hænder.
Jeg ringede i går op på hospitalet for at få at vide hvad hun havde sagt da hun fik sat en prop i respiratoren så hun for første gang kunne tale.
Ti min. kunne hun klare og så måtte hun tilbage til maskinen, for så kunne Mies lunger ikke klare sig selv længere.
Marie mente personalet var dumme at høre på, og hun ville ikke have at vi skulle komme da personalet spurgte om de skulle ringe til Mor (det gjorde ondt at høre, men dog forståeligt, for hvem får besøg af sin mor hver dag når man er 43 år? og så står mor der og siger vrøvl fordi hun er bange for at smukke Marie skal dø-)

At være eller ikke være, det er spørgsmålet.
I dag har jeg været så meget tilstede i livet.
Det har jeg fordi der er noget at være i live for.
Jeg har været FARMOR for de sødeste unge- unger.

Vi har været på Sørby- marked.
Smovset kirsebær og ærter og drukket 30 kr.s sodavand. Her blev der virkelig nippet til dråberne.
Unge- ungerne har bungy- djumpet eller hvordan det staves når man hopper op og ned i elastikker og laver saltamortaler og får farmors mave til at gøre sære ting.
GLOET på alle de grimmeste ting, men som man på en måde må eje, fordi nu var man altså lige der hvor det skete, og måske kom de ikke igen.
hi hi hi hi hvem tror nu lige på den??? (købte ikke noget)

Vel i huse på farmors matrikel blev der skabt et fint måltid mad fordi far Nikolaj gik til panderne.
De sødeste børn spiste og så gik farmor og yngste børnene i køjen, for dagen var brugt op.
Tro mig hvis alle med en kæmpe sorg i hjertet kan få sådan en dag foræret.........så tag imod den....
den læger alle sår......

Har hos en anden blogger læst....... at hvis man har raske børn har man ingen problemer.
DET GIVER JEG HENDE SÅ MEGET RET I.

Jeg har i mange dage skrevet om Marie og al den sorg der er forbundet med at min datter er livstruende syg.
Men når jeg går i seng i dag er det med en god følelse af at jeg også har sunde og raske børn og livsbekræftende børnebørn.
Vil ikke glemme smilet, men jeg har også så vidunderlige børn og børnebørn der er med til at huske på...
"den korteste afstand mellem to mennesker er et smil"

Men tro mig, det er med vemod i sjælen jeg skriver dette, for mit hjerte er lige nu så skrøbeligt at jeg gruer for hvad der venter lige om hjørnet,

For mine børn og deres børn.

Jeg var BARE glad og lykkelig da jeg fik dem en efter en, havde aldrig tænkt den tanke at de skulle forvolde sorg eller smerte.
De var jo bare de SMUKKESTE babys i verden.
Intet kunne ramme dem eller mig.
Never ever never.

Nu er de de smukkeste voksne børn man kan tænke sig, og jeg glæder mig over hver time jeg får lov at være MOR for dem.

Håber alle derude får gode børn og børnebørn.

Vågn op til en smuk søndag.
;O)